tirsdag den 9. december 2014

Barselsvisit

I dag kom jeg så endelig på barselsvisit hos de nu 1 måned gamle babydrenge. De vejer nu godt et par kilo, så de er stadig meget små. Der er plads til at vokse i det tøj, som jeg har fabrikeret. Jeg tror tøjet fald i god jord i hvert fald var den nybagte mor vild med knapperne med fodbolde, da både far og mor er fodboldtossede. Jeg øver mig stadig med overlockeren, men det går da bedre og bedre.

onsdag den 3. december 2014

jul - jul - jul

I min letsindighed kom jeg sidste år til at love at sy juleløbere til 4 af mine gamle kollegaer. Tid er der nok af, tænkte jeg - faktisk et helt år - men nu er det snart jul igen, og jeg er langt fra færdig. Overspringshandlinger har undervejs stået i kø. I aften er jeg dog kommet lidt længere, men ak, der skal quiltes, monteres osv. Det er op ad bakke, når man også skal passe sit arbejde og kun har aftenerne til det.


Selve julestjernen, ja det skal det altså forestille at være, har jeg syet over pap og ellers syet de lyse trekanter på på maskine. Jeg må sætte turboen til, så kan det være, at jeg når det.  

lørdag den 22. november 2014

Baby igen igen

Der er gået baby i den her i huset og strikkepindende gløder. Jeg kender et par nybagte mødre, som vil blive betænkt, hvis de ellers kan lide hjemmestrik. Jeg er jo sådan indrettet, at jeg godt kan lide at bruge alt garnet op, så jeg ikke sådan nogle irriterende halve nøgler liggende. Det må jeg sige er lykkedes i dette tilfælde. Af 3 nøgler af Rasmillas Luksusgarn, har jeg strikket det på billedet + en trøje, som er fløjet af sted. Det må da siges at være drøjt,



tirsdag den 11. november 2014

Nyt legetøj

Jeg har længe haft lyst til at købe en overlocker, så da chancen bød sig til at købe en god brugt af slagsen, slog jeg til. Der er dog lige det problem, at jeg lider lidt af en syblokade, når det gælder syning af tøj. Jeg forstår det ikke rigtigt, for jeg har syet masser af børnetøj til mine egne børn, da de var små.


Første forsøg er disse bukser til et par nyfødte tvillinger, som min kære reservedatter fødte i sidste uge. De er dog rigeligt store, men det er godt at have noget at vokse i. Jeg vil prøve at vove mig ud i et par bodystockings, som jeg allerede har klippet, men jeg må lige tage tilløb.

onsdag den 29. oktober 2014

Pack 'N Go Tote - Første forsøg

Jeg og nogle andre patchwork mødtes en søndag, hvor vi hver især lavede en "Pack 'N Go Tote". Det hedder den i hvert fald i den bog, hvor jeg har fundet mønsteret. Mit eksemplar af tasken har været længe undervejs, men nu er jeg endelig færdig. Jeg må konstatere, at hankene i hvert fald skal være længere næste gang.


Til gengæld er det en dejlig rummelig taske med plads til strikketøjet, som har første prioritet for tiden. Alt stoffet er fra lageret, så det eneste, jeg har ofret på modellen, er 4 smarte knapper.


søndag den 19. oktober 2014

Kaffekrus og hue af rester

Jeg havde fået købt rigeligt garn til den gule trøje, så jeg måtte lige prøve at strikke en hue fra samme bog som trøjen i den sidste indlæg. Den ser måske lidt mærkelig ud, når den har trukket sig sammen, men den er fin, når den bliver taget på hovedet, så kan man også bedre se mønsteret.


Det fine kaffekrus har min datter lavet til mig, så kan det kun gå tjep med strikkepindene, når man kan drikke en kop kaffe imens.

søndag den 12. oktober 2014

Trøje med aranmønster

Jeg må indrømme, at der er mest gang i strikkepindene fremfor at sy patchwork. Det er lidt nemmere at sidde med et strikketøj i sofaen, når efterår og vinter banker på. Patchwork som håndsyning er jo ikke lige min livret, og når det er halvmørkt, kan jeg ikke rigtig se stingene, og hvem gider bruge næste dag på at pille op.

I min ferie her i sensommeren har jeg fået strikket denne raglantrøje i aranmønster til min yngste datter, så nu håber jeg bare hun kan passe den, men ellers har hun nok en studiekammerat, som hun kan sælge den til for garnets pris.

/
Garnet hedder Loden fra Grinasco/Gepardgarn og er købt på udsalg hos Fandango. Mønsteret har jeg fundet i bogen Mere femininin strik af Lene Holme Samsøe.

 Jeg synes også lige der skulle et billede til af ryggen af trøjen.


Jeg beklager billedkvaliteten, men med ny telefon går det ikke altid som man havde håbet for sådan en amatørfotograf som mig.

søndag den 5. oktober 2014

Blogblokering

Jeg må indrømme, at der er gået rigeligt lang tid siden, jeg har lavet et blogindlæg. Jeg er måske gået lidt kold på den front, mest måske fordi man ikke rigtig ved, om der i virkeligheden er nogen, der har glæde af det udover en selv. I hvert fald er det da lidt sjovt at kigge tilbage på det, man har lavet i løbet af bloggens levetid. 

Jeg er igen gået ombord i mine blå og grønne stoffer, og kasserne er blevet noget slunkne, men det er på den anden side også rart at få brugt nogle af stofferne fra sine gemmer. Jeg skal have lavet et tæppe til den anden seng i vores gæsteværelse, og det skal denne gang være med trekanter. I første omgang har jeg skåret en hel del, så nu skal de bare sorteres, så er jeg klar til at gå i gang.


tirsdag den 19. august 2014

Scrappy trip around the world - nu som færdigt tæppe

Jeg er blevet færdig med mit tæppe, som jeg viste første halvdel af først på måneden. Jeg er ikke helt tilfreds med resultatet, men det er nu min egen skyld. Som gammel erfaren patchworkpige burde jeg vide, at strygning og limning er alfa og omega for at opnå et godt resultat. Bortset fra det, er jeg nu ganske tilfreds med tæppet. Det hjalp gevaldigt, efter det havde fået en tur med strygejernet.


Det pynter i hvert fald nu på sengen i gæsteværelset, så nu må jeg i gang med et tæppe til den anden seng, og jeg har allerede planer for, hvordan det skal se ud.

tirsdag den 12. august 2014

Galt på den - rosa babystrik

Min gaveskuffe er ved at være fyldt op med strikkede babyting, men jeg er helt galt på den, for alle de vordrende mødre jeg kender, venter sig drenge, så måske jeg slå over i en anden nuance. Jeg så denne trøje på Timoteis blog, så den måtte jeg da også bare strikke. Tror også den vil gøre sig god i både blå, grå og turkis.

 Opskriften er fra Dale Garn babyhæfte nr. 293

onsdag den 6. august 2014

Scrappy trip around the world

Jeg er i gang med at sy tæpper til sengene til gæsteværelset og faldt over mønsteret Scrappy around the world på Quiltvilles blog. Der er en god forklaring, så det er lige til at gå til. Der er mange fine gratis mønstre og en masse inspiration på bloggen så måske det var værd at kigge forbi.

Jeg har kigget efter stof i min blå, turkise og grønne afdeling, for det er mine totale yndlingsfarver. Jeg synes tæppet er flottest på afstand, for når man kommer for tæt på, synes jeg, det er lidt rodet med alle de forskellige stoffer. I bagklogskabens klare lys burde strimlerne nok have været lidt bredere. Jeg har skåret dem 6 cm i bredden.


Jeg er ved at være klar til at quilte, og har forsøgt mig med en lille prøveklud. Lidt skæv, men som jeg sagde, prøveklud, og det gik lidt vel stærkt. Det er jo så moderne med lange lige linjer, så det tror jeg, det skal være. 

fredag den 11. juli 2014

Grøn babystrik

I mine døtres vennekreds vrimler det med nyfødte og babyer på vej, som jeg da gerne strikker til, hvis de bare vil bruge det. Jeg har strikket denne lille trøje i Rasmillas Luksusgarn, som er en blanding af uld og silke. Den er rigtig dejlig blød og lækker. Mønsteret er fra et Dale strikkehæfte nr. 293.

tirsdag den 24. juni 2014

Moderne dækkeservietter

Jeg har længe haft lyst til at sy nogle dækkeservietter, som jeg forelskede mig i, da jeg så dem på bloggen Berit's quilterier. Lad mig bare indrømme, at jeg har ladet mig meget kraftigt inspirere, men jeg håber hun tager det som et kompliment, for jeg synes hendes dækkeservietter er meget flotte. Her er så min udgave.

Jeg har faktisk lidt fortrudt, at jeg ikke satte en kulørt kant udenom, men kunne ikke lige bestemme mig. Der er i hvert fald én person, som syntes, de var så flotte, at hun var nødt til at købe dem, så nu må jeg i gang med nogle andre til mig selv.



onsdag den 18. juni 2014

Ferrari tæppet

Mit tæppe er nu færdigt, og med alt det røde og sorte, er det oplagt at kalde det mit "Ferrari tæppe".
Jeg tror da aldrig jeg har færdiggjort et tæppe så hurtigt, efter det efter flere år har ligget i dvale i en skoæske. Måske det skyldes, at symaskinen bare har summet der ud ad. Jeg kan med glæde sætte en fed streg over en gammel ufo på min ufoliste og gå i gang med næste opgave. Der er nok at tage fat på.


Tæppet er blevet ret stort 200 x 150 cm, men så kan det også varme godt nede om tæerne. Her er det lidt tættere på. Jeg har forsøgt mig med at maskinquilte. Der er plads til forbedring, men fejlene ses heldigvis  ikke så tydeligt i det mønstrede stof.

mandag den 9. juni 2014

Dissappearing ninepatch

Jeg har lavet mig en ufoliste, som gerne vil have til at blive mindre, så nu er der ikke noget med at starte på noget nyt inden jeg får mindst 2 ting fra ufolisten færdig først, og den er desværre lang. Jeg kom til at kigge i en skoæske, og der lå nok så flot nogle firkanter, klippet og klar til et tæppe.


Jeg har ladet mig fortælle, at mønsteret hedder dissappearing ninpatch, det skal nok passe, det startede i hvert fald med 9 firkanter. Jeg så modellen engang, jeg var på træf. Det var dengang, der var en anden ejer af Butik Kastanje, så det er længe siden.


Hvis jeg selv skal sige det, har jeg været lynhurtig til at få toppen syet sammen og er allerede i gang med at quilte. Jeg er ikke så godt til at frihåndsquilte, men at sy efter en streg går nogenlunde.

Jeg kan snart slå en streg over den første ufo, og det er da bare skønt.

søndag den 1. juni 2014

Travl miniferie

Jeg har haft en travl miniferie, for siden jeg fik fri i onsdags,har jeg bare været på farten. Fredag var jeg sammen med en kær veninde til quiltefestival i Aulby, som er en hyggelig lille festival med et fint udvalg af butikker. Det var ikke billigt, for selvfølgelig købte jeg noget, som jeg bare ikke kunne leve foruden og bare måtte eje. Som om jeg ikke har stof nok. Det hjalp lidt, at der var 20 % hos alle butikker fra 13.00 - 16.00.

Lørdag gik turen til min svigermor i Fjerritslev, og da vi kørte lige forbi Aars, fik jeg da lige min mand til at dreje af. Jeg havde læst et sted, at patchworkbutikken Kræmmerhuset havde en lille fin udstilling, og det var også tilfældet. Her er lige et par billeder der fra.


Picnic

Firkanter går man aldrig fejl af, og når de står på spidsen, er det ekstra flot. Sådan et må jeg lave engang.


De fineste applikationer og maskinquilt. Her kan jeg vidst ikke være med, men flot var det. Tæppet var forresten til salg.
Der var også et par andre damer i butikken, og jeg hørte med et halvt øre, at indehaveren fortalte dem, at hun havde fået dette tæppe i jubilæumsgave af sine faste kursister.  

Når jeg kører i bil - altså som passager - så kan jeg godt lige strikke lidt, så med 150 km hver vej, fik jeg da lige lavet denne lille spencer i str. 3 måneder færdig. Den er strikket i det dejlige bløde garn Coast, som er en blanding af uld og bomuld. Mønsteret er fra butikken Perlestrik, som ligger i Hjørring, men de har også netbutik.

søndag den 18. maj 2014

Quilting gallery swap

I mit sidste indlæg viste jeg de mug rugs, som jeg fik af Corinna, så nu vil jeg lige vise, hvad jeg sendte til hende.

Tasken faldt jeg over på en hjemmeside, så den måtte jeg da lige sy til at have tingene i. Rester har jeg jo nok af, og selv de mindste kunne bruges her. Nålepuden har min veninde Lene lavet. Hun har selv en blog, men hun fik en ny computer i julegave, og de er ikke så gode venner, så det er småt med indlæg til hendes egen store ærgelse. Det er en skam, for hun laver mange fine ting, som er værd at vise frem. Jeg har også stof og garn liggende til sådan en nålepude, men det har jeg ikke lige nået endnu.


Fint pakket ind i cellofanposer. Jeg spurgte Corinna, hvad hun kunne tænke sig fra Danmark, og hun ville gerne have stemplede frimærker, så jeg har haft travlt med at klippe dem af kuverterne på mit arbejde.

Det er på denne hjemmeside Quilter's Fun jeg fandt gruppen, der bytter mug rugs. Man kan bare melde sig til deres nyhedsbrev.

tirsdag den 13. maj 2014

I've got mail

Jeg har været med i "Spring flowers mug rug swap" for første gang, hvor jeg spændt har ventet på at modtage en pakke fra min swap partner i USA. I dag ankom pakken endelig fra Corinna i Detroit Lakes. Jeg synes de rigtig fine og flot syet.


Jeg var heldig, og modtog nogle rigtig fine ting fra Corinna. Det gav dog lidt arbejde, og har tilbragt lidt tid på alle fire med at samle de meget små perler op, som blev spredt ud over hele gulvet, da jeg åbnede pakken. De er rigtig fine at dekorere med, hvad Corinna også har gjort på de mug rugs, hun har sendt. Jeg fik også noget fint blåt stof med motiver. Jeg må lige finde ud af, hvad det skal bruges til.


 Og her er så hele pakkens indhold. Det er da ikke sidste gang, jeg skal være med til det. Der kommer vist en ny omgang til juni, så håber jeg, det er nogle motiver, jeg gider at sy. Når Corinna har modtaget de mug rugs, som jeg sendte til hende, skal jeg selvfølgelig nok vise dem frem.

mandag den 21. april 2014

Bananbukser

Bananbukser - ja det hedder opskriften, som jeg købte hos Tante Grøn, da jeg var til messe i Middelfart. Det må være fordi, at de på mønsteret var strikket i gult garn, at de hedder bananbukser. Jeg købte 2 bundter bomuldsgarn af det, som hedder blomsterfrø, og det var lige præcis nok til disse bukser, som jeg har strikket i størrelse 6 måneder.


Ikke fordi jeg strikker til en specifik baby, men ligesom jeg elsker at sy børnetæpper, elsker jeg også at strikke babytøj. Jeg tror nu, at min gravide kollega har lagt billet ind til denne model og heldigt nok venter hun en pige. 

torsdag den 17. april 2014

God Påske

Det er ikke blevet til så meget på det sidste, men i dag har jeg været til fødselsdag, så havde kniven på struben med at få gaven færdig til fødselaren. Hun strikker meget, så selvfølgelig skulle hun have en strikketaske og en lille syboks, i dette tilfælde strikkeboks, med centimetermål, nåle, saks m.v.


Mønster har jeg købt hos Den Lille Lade, da jeg var til kreativ messe i Middelfart. Ragnhild hos Den Lille Lade laver mange spændende taskemønstre. Desværre var jeg løbet tør for det røde stof med centimetermål, det ville ellers have sat prikken over i'et, så nu blev det kun et i uden prik.


Jeg gør ikke så meget i påskepynt, men min datter har lavet nogle fine æg af keramik og fjer til mig, så dem måtte jeg da lige have op at hænge på grene i min fine gulvvase. 


God påske til alle.

søndag den 23. marts 2014

Vamset sweater til Line

Kender I det, når man bliver træt af sit strikketøj, og smider posen hen i det fjerneste hjørne og bare falder over posen engang imellem og lige lukker op for at se, hvad det nu er, der ligger i den? Trøjen her var lige ved at miste livet på den konto, men så trak jeg den alligevel op af posen og konstaterede, at det eneste jeg manglede var et par rækker ved halsen og så ribkanten. Det tog sådan ca. én time, så var ribkanten strikket enderne hæftet, og den var syet sammen under armene.


Lidt flovt at den har ligget der i tre måneder, hvor den kunne være brugt i de kolde måneder. Opskriften er færøsk og trøjen er strikket i Lett Lopi. 

tirsdag den 18. marts 2014

Bugsy er klar til et nyt hjem

Jeg har knoklet mange aftener for at få tæppet færdigt til i lørdags, men jeg overskred deadline, så nu må den lille pige have det til gode. Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet, selvom mit frihåndsquiltning ikke er 1. klasses, der er plads til forbedring, men øvelse, øvelse, øvelse.


Jeg tror aldrig, jeg har været så hurtig om at sy et tæppe før, så måske jeg skulle gå i gang med at lave nogle af alle mine ufoer færdige.


Et tusindben eller måske en larve, for den har kun 6 ben.


En tykmavet sommerfugl


Denne her må være en afbleget mariehøne, jeg har aldrig før set sådan en i de farver.


Fru snegl med en sommerblomst


og til sidst det lille hjerte. Ups jeg kan se, at jeg har glemt at quilte to linjer. Hvis det ikke er helt lige, så er det fordi, jeg har syet på frihånd, men det er meningen, at det skal være sådan.

søndag den 16. marts 2014

Reggae baby

Desværre nåede jeg ikke at blive færdig med tæppet, til min datter skulle afsted på barselsvisit hos lille Kaja, men jeg fik strikket denne lille sommerdragt færdig. Barnets mor er vild med reggae, så selvfølgelig skulle dragten være i gult, grønt og rødt.


Tæppet må blive ved næste visit. Jeg ved ikke lige, hvad der sker med mine tekniske evner, men billet vil bare ikke vende rigtigt :(

søndag den 9. marts 2014

Lidt af hvert af weekendens sysler

Jeg er kommet lidt længere med mig Bogsy tæppe. Jeg har fået broderet ansigter på og er også så småt begyndt at samle det med kulørte kvadrater i samme stoffer, som jeg har brugt til motiverne. Jeg har været afsted hele weekenden hos min veninde i det Vestjyske, så det er begrænset, hvad jeg lige har nået udover det, jeg nåede søndag eftermiddag. Tæppet skulle gerne være færdig til lørdag, så turboen må sættes til. 


Min svigersøn havde fødselsdag lørdag, og min datter havde købt en ministempelkande til ham. "Jeg vil godt lige bestille en varmer til kaffen" var ordren, så det måtte jeg jo lige klare torsdag aften, som sædvanligt trak jeg det så lang tid som mulig, for noget skal man jo stresse over. Desværre lagde de sig begge med influenza, så fødselsdagen blev ikke til noget, men varmeren blev trods alt færdig. 


Behøver jeg sige, at han er færing? Jeg har planer om matchende mug rugs, men det må blive en anden dag.



mandag den 3. marts 2014

Bogsy ala mig

Jeg er gået i gang med et børnetæppe, og jeg har kniven på struben, for babyen, som er en yndig lille pige, er allerede blevet født. Her sad jeg med et næsten færdigt blåt tæppe, så det kunne jeg jo ikke bruge til noget.

I går startede jeg så på tæppet fra Kids Quilts, som hedder Bugsy, og jeg er næsten færdig med at applikere. Jeg tror det bliver sødt, når jeg får broderet øjne og mund og får det hele monteret.


Det er skønt at skære i stof og starte på noget nyt, men dette tæppe får ikke lov til at blive en ufo, det skal være klar om knap 14 dage. Hvem der bare havde ferie.

torsdag den 27. februar 2014

Novas stjernetrøje

Jeg vil lige vise en trøje med stjerner, som jeg har strikket til lille Nova. Trøjen er størrelse 1 år, så der går sikkert lidt tid, inden hun kan passe den.


Trøjen er strikket i det færøske garn Navia 2 trådet. Det har taget sin tid, for at strikke mønster frem og tilbage er ikke min livret, og at strikke på rundpind for derefter at klippe det op, det har jeg aldrig prøvet og har heller ikke nerver til det for tænk, hvis det går galt.

søndag den 9. februar 2014

Flittige mig - eller har jeg bare taget mig sammen?

Jeg har haft en helt igennem travl weekend. Lørdag var jeg på næste quiltekurses i rækken hos Quiltefant. Denne gang var det fjer som baggrund. Det var rigtig spændende, men hold da op, hvor jeg var øm i kadaveret, da jeg kom hjem. Jeg må lige tage vise nogle billeder af min begynderquiltning med fjer en af dagene.

I dag søndag har jeg fået lavet to toiletpunge færdige. Jeg havde noget overskydende Libertystof, som var quiltet, så af det har jeg lavet denne flade toiletpung efter et ønske fra min datter, der skal have den i sin lille skuldertaske.


Læg lige mærke til den fine label. Jeg fik 100 stk. i julegave i alle regnbuens farver.


Fint foer, som jeg måtte øge, men det skulle bare være det prikkede. Det er nu også dejligt at få det hele brugt op, men bare rolig, jeg har alt for meget på lageret.


Hvis denne model ser bekendt ud, så har du ret, men det er ikke den samme. Denne er en mindre udgave, og således en toiletpung.


Sidst men ikke mindst fik jeg så lige monteret disse to babytrøjer, som er et bestillingsarbejde. Det var så nummer 3 og 4 af den model, så nu skal der vist holdes pause.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...