torsdag den 24. oktober 2013

Ny lærdom

Jeg er jo i gang med en sweater til min datter, der strikkes i to farver. Ikke lige min livret, men det går da fremad. Jeg er nået til ærmerne, og her har jeg lært noget nyt. Tænk at en gammel strikker som mig, som behersker en del indenfor strik - altså hvis jeg selv skal sige det - kan lære nye ting. Magic loop er kodeordet, og efter en del bøvl med rundpinden går det efter lidt startproblemer helt fantastisk.


Det er noget nemmere end at kæmpe med strømpinde, hvor der er tendens til at komme en løs række der, hvor man skifter pind. Ja der er langt ingen, men weekenden ligger forude.

lørdag den 19. oktober 2013

Bolde - bolde - bolde

Det er ikke det store, jeg har fået fabrikeret på det sidste. Jeg har dog været i gang med en bold syet over pap. Pap er ikke min livret, men færdig er den blevet, selvom det en overgang så lidt uoverskueligt ud.


Ideen med perlerne har jeg set hos Butik 5 Trin Ned. Er selv tilfreds med resultatet, så må vi se, hvad modtageren siger til den. I første omgang er den røget på mit lager af gaver, der nu også indeholder babysengetøj, hæklede dyr og andre bolde. 


Jeg har også lige fået et par af "de traditionelle" bolde færdig. Det går tjep på maskine, og benene har jeg jo en hel kasse a på lageret. Jeg må vist i gang med nogle drengefarver.


tirsdag den 8. oktober 2013

Mohairsweater

Det er altid dejligt at blive færdig med et arbejde, og denne gang en sweater, som min datter, som er forholdsvis ny strikker, var begyndt på. Sweateren har også givet mig lidt hovedbrud, fordi opskrift, der kun var tilgængelig i XS og garn ikke passede sammen, og fordi man skulle starte oppe fra og ned. Det er svært at vide hvor længe, man skal blive ved med at tage ud. Jeg synes alt i alt, at resultatet er blevet hæderligt. Den er noget kønnere, når den kommer på. Opskriften er fra Pickles

Jeg synes især detaljerne ved skulder og ærme gør sweateren lidt smart. Trøjen er strikket i mohairgarn, der giver det lidt ujævne look.


Hele to ting færdige på én uge. Det kører for mig.

torsdag den 3. oktober 2013

Slut med ugler

Jeg har brugt den sidste uge til at få ugletæppet færdig, så nu kan der vist ikke koges mere suppe på de ugler. Jeg er en helt uge foran tiden før aflevering, så det er lidt af en sensation. Normalter jeg altid i sidste øjeblik. Her er tæppet i fuld størrelse.


 Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet, selvom min hånd ikke er så sikker, når der skal frihåndsquiltes. Jeg regner med, at jeg skal på kursus i det ved lejlighed, så mine selvlærte unoder kan blive rettet.


Jeg tog lige en fotokopi af stoffet og forstørrede den lidt op, så jeg kunne sy en ugle på navnemærkaten. Uglen har lige fået en tur med noget farvekridt og lidt sting.

tirsdag den 1. oktober 2013

Efterårssløv

Det er længe siden, jeg har lavet et indlæg, for jeg har ikke fået lavet noget som helst, der er værd at vise frem. Jeg kæmper stadig med uglerne, men de skal bare være færdige til næste weekend, så det kan ikke vare længe inden tæppet bliver slået op her på bloggen.

Min datter Line derimod har haft travlt på det sidste. I starten af sommeren flyttede jeg jo fra 3 til 5 værelser, så jeg manglede noget på væggene. I fredags kom hun så med dette maleri, der måler 100 x 120 cm. Det er meget farverigt, så jeg skal vist lige vænne mig til det.


Og i går sørgede hun også lige for lidt Halloweenhygge til  min altan. Jeg er ikke helt på toppen, så det er godt, hun er god ved sin gamle mor. Hun kom også med det sidste nye Hendes Verden, hvor der var patchworktæpper i, hvad kan man så ønske sig mere af sin datter.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...