tirsdag den 24. juni 2014

Moderne dækkeservietter

Jeg har længe haft lyst til at sy nogle dækkeservietter, som jeg forelskede mig i, da jeg så dem på bloggen Berit's quilterier. Lad mig bare indrømme, at jeg har ladet mig meget kraftigt inspirere, men jeg håber hun tager det som et kompliment, for jeg synes hendes dækkeservietter er meget flotte. Her er så min udgave.

Jeg har faktisk lidt fortrudt, at jeg ikke satte en kulørt kant udenom, men kunne ikke lige bestemme mig. Der er i hvert fald én person, som syntes, de var så flotte, at hun var nødt til at købe dem, så nu må jeg i gang med nogle andre til mig selv.



onsdag den 18. juni 2014

Ferrari tæppet

Mit tæppe er nu færdigt, og med alt det røde og sorte, er det oplagt at kalde det mit "Ferrari tæppe".
Jeg tror da aldrig jeg har færdiggjort et tæppe så hurtigt, efter det efter flere år har ligget i dvale i en skoæske. Måske det skyldes, at symaskinen bare har summet der ud ad. Jeg kan med glæde sætte en fed streg over en gammel ufo på min ufoliste og gå i gang med næste opgave. Der er nok at tage fat på.


Tæppet er blevet ret stort 200 x 150 cm, men så kan det også varme godt nede om tæerne. Her er det lidt tættere på. Jeg har forsøgt mig med at maskinquilte. Der er plads til forbedring, men fejlene ses heldigvis  ikke så tydeligt i det mønstrede stof.

mandag den 9. juni 2014

Dissappearing ninepatch

Jeg har lavet mig en ufoliste, som gerne vil have til at blive mindre, så nu er der ikke noget med at starte på noget nyt inden jeg får mindst 2 ting fra ufolisten færdig først, og den er desværre lang. Jeg kom til at kigge i en skoæske, og der lå nok så flot nogle firkanter, klippet og klar til et tæppe.


Jeg har ladet mig fortælle, at mønsteret hedder dissappearing ninpatch, det skal nok passe, det startede i hvert fald med 9 firkanter. Jeg så modellen engang, jeg var på træf. Det var dengang, der var en anden ejer af Butik Kastanje, så det er længe siden.


Hvis jeg selv skal sige det, har jeg været lynhurtig til at få toppen syet sammen og er allerede i gang med at quilte. Jeg er ikke så godt til at frihåndsquilte, men at sy efter en streg går nogenlunde.

Jeg kan snart slå en streg over den første ufo, og det er da bare skønt.

søndag den 1. juni 2014

Travl miniferie

Jeg har haft en travl miniferie, for siden jeg fik fri i onsdags,har jeg bare været på farten. Fredag var jeg sammen med en kær veninde til quiltefestival i Aulby, som er en hyggelig lille festival med et fint udvalg af butikker. Det var ikke billigt, for selvfølgelig købte jeg noget, som jeg bare ikke kunne leve foruden og bare måtte eje. Som om jeg ikke har stof nok. Det hjalp lidt, at der var 20 % hos alle butikker fra 13.00 - 16.00.

Lørdag gik turen til min svigermor i Fjerritslev, og da vi kørte lige forbi Aars, fik jeg da lige min mand til at dreje af. Jeg havde læst et sted, at patchworkbutikken Kræmmerhuset havde en lille fin udstilling, og det var også tilfældet. Her er lige et par billeder der fra.


Picnic

Firkanter går man aldrig fejl af, og når de står på spidsen, er det ekstra flot. Sådan et må jeg lave engang.


De fineste applikationer og maskinquilt. Her kan jeg vidst ikke være med, men flot var det. Tæppet var forresten til salg.
Der var også et par andre damer i butikken, og jeg hørte med et halvt øre, at indehaveren fortalte dem, at hun havde fået dette tæppe i jubilæumsgave af sine faste kursister.  

Når jeg kører i bil - altså som passager - så kan jeg godt lige strikke lidt, så med 150 km hver vej, fik jeg da lige lavet denne lille spencer i str. 3 måneder færdig. Den er strikket i det dejlige bløde garn Coast, som er en blanding af uld og bomuld. Mønsteret er fra butikken Perlestrik, som ligger i Hjørring, men de har også netbutik.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...