fredag den 30. december 2011

Godt nytår


Året går på hæld, og jeg vil ønske alle, der kigger min blog et rigtig godt nytår. Lidt har jeg da fået lavet færdig i løbet af året, men der er godt nok mange dygtige og kreative piger ude omkring, der får noget fra hånden. 

Jeg har et par nytårsfortsætter, så må jeg se, om jeg kan overholde det:

Kun ét strikke/hækletøj i gang ad gangen.

Ikke købe mere stof, før jeg har brugt af lageret. Jeg må kun købe stof, hvis jeg lige mangler en stump, der sætter prikken over i'et og giver den helt rigtige finish.

Hvis jeg starter på nye syprojekter, skal mindst 2 af de mange gamle halvfærdige gøres færdige først.

Nå ja, så lige den sædvanlige med at tabe mindst 20 kg. Py ha, håber at bare noget af det kan føres ud i livet.

tirsdag den 27. december 2011

Taske med siminoleteknik

Jeg har lavet denne taske med tilhørende mindre taske i semininoleteknik til min gode veninde og nabo. Jeg nyder godt af hendes afgrøder fra hendes kolonihave i sommersæsonen og det sætter jeg stor pris på. Hun ønskede sig en taske i brændte farver. Så fik jeg også ryddet lidt op i lageret. Jeg har fundet modellen i et gammelt hobbyblad. Det er en af Karen Ekmans modeller.


fredag den 23. december 2011

Glædelig jul

Planer og gode ideer var der nok af, men det var ikke meget af det, som jeg fik færdigt til julegaver. Jeg vil dog vise et par ting efter jul, når modtagerne har fået det. 

Jeg vil benytte lejligheden til at ønske alle der kigger forbi på min blog en rigtig glædelig jul. Det har været spændende som forholdvis ny blogger at surfe rundt på de mange spændende sider. Forhåbentlig vil flere få lyst til at følge min blog. Mit vægtæppe er fra en af Nancy Halvorsens bøger. 

Posted by Picasa

søndag den 11. december 2011

Josef og Maria

Selvom kalenderen skriver 11. december er det først nu, jeg er i gang  med at hænge julepynten op. Dette vægtæppe med Josef og Maria og det lille Jesusbarn er noget af det allerførste patchwork, som jeg lavede vel for 15 - 20 år siden. Jeg vidste ikke ret meget om at quilte, så det er noget sparsomt. Guldet er også slidt af, men vægtæppet har alligevel sin faste plads. Mønsteret er fra en af Hanne Wellendorfs bøger. Hun var vidst  en af de eneste her i Danmark, der på det tidspunkt vidste bare lidt om patchwork. Det er syet om pap! Det er ikke noget jeg gør ret meget i mere, men det sker da engang imellem.

tirsdag den 6. december 2011

Juledekorationer

Jeg har desværre endnu ikke lige nået at få pyntet op til jul. Et par juledekorationer er der dog blevet tid til at lave. For et par uger siden var jeg på visit hos min søster, hvor vi lavede juledekorationer godt hjulpet på vej af min nevøs svigermor, der er blomsterdekoratør.


En lilla og en hvid begge med guld.

Så mangler jeg bare at finde den store kasse med julenisser, så skal det nok blive jul her i Åbyhøj.

søndag den 4. december 2011

Computersleve

Min datter havde lige brug for en computersleve til sin nye Mac computer. Computeren er ultra tynd og ikke meget større end en A4 blok. Den blev ikke helt som jeg havde håbet. Det gik nok lidt for stærkt, så bedre held næste gang. Den kan i hvert fald bruges indtil videre til at beskytte mod ridser og slag.

fredag den 25. november 2011

Jul i Århus

Jeg har ikke fået så meget færdigt på det sidste, så har ikke rigtig noget at vise frem. I dag har jeg har haft besøg af min veninde og hendes datter fra Skive. Mine egne to piger var også med. Vi skulle lige en tur ind til Århus og se stjernehimlen blive tændt. Butikkerne havde faktisk åbent helt til kl. 23, men så længe holdt vi ikke ud. Det er rigtig flot på Strøget og virkelig et besøg værd. Der er jo flere dejlige patchworkbutikker i og omkring Århus. Skal der købes julegaver til familien, er der også masser at kigge på.

 
Ryesgade i retning mod Banegården.


Og her er det i den anden retning mod Domkirken. Hjerterne til højre er foran stormagasinet Salling. De har en rigtig flot juleudsmykning i år.

lørdag den 12. november 2011

Elefant

Jeg er lige blevet færdig med denne hæklede elefant, som er tiltænkt en lille sød dreng, som jeg kender. Jeg har flere mønstre på hæklede dyr, men jeg tror næppe, jeg får samlet sammen til en zoologisk have. Jeg synes monteringen var lidt besværlig, men er ganske godt tilfreds med dette mit første dyreforsøg. Mønsteret er fra Stof og Stil 

søndag den 6. november 2011

Applikation med frysepapir

Jeg har ofte stået og kigget over skulderen på Eva Johansen på træf og messer, når hun har siddet ved sin symaskine og lavet små fine applikationer med frysepapir og rivevlies. I dag har jeg været på kursus i Butik Kastanja for at lære teknikken. Det var en lang tur frem og tilbage til Fyn, men det gør ikke så meget, når man får noget med sig hjem.

For at nå hertil, har blomsten været igennem en længere proces



Først skal mønsteret tegnes over på rivevlies og tilsvarende på frysepapir, og alle de små dele klippes ud.


Der må ikke være kanter og hak, så de små dele biver kigget godt efter af Eva. Hun er meget omhyggelig, så det skal vi selvfølgelig også være for at få et godt resultat.


Derpå skal der findes stof, som skal stryges på med et lille ministrygejern. Det er altså ikke så lige til at få det til at hænge fast. Når det er gjort sættes alle dele fast med nåle.


 Så er man klar til at sy blomsten ned på det tegnede rivevlies.

Næsten færdig. Det er ikke så nemt, som man lige skulle tro, og det kræver stor tålmodighed og fingersnilde, men nu har jeg da prøvet. Så skal jeg bare have rutinen.



Efter 5 timers intensiv tegning/klipning/syning er elevernes blomster færdige.

lørdag den 29. oktober 2011

Børnetæppe med aber

I august måned var min bonusdatter i USA, og jeg spurgte hende, om hun ikke kunne tage nogle patchworkmagasiner med hjem til mig. I et af bladene var dette tæppe med aber og hvor heldig kan man være. I dag var jeg til sycafé i Butik 5 trin ned, hvor stoffet lige var kommet ind af døren. Så er det bare med at komme i gang, så jeg kan lave tæppet til mit gavelager. 



torsdag den 27. oktober 2011

Juletæppe - Annaka

Jeg er i gang med at sy et juleslumretæppe primært i røde og hvide farver. Det er lavet af Annaka som julebom. Mønsteret er venligst udlånt af min veninde. Jeg ved ikke om det er ulovligt, men det er i hvert fald det, jeg har gjort. Jeg får næppe en bøde for det. Jeg har nået de første 2 broderier, og jeg må sige det er ret så tidskrævende at brodere, hvor især grangrenene tager sin tid. Mit gran må være nobelis, for jeg har fået lavet stingene noget tætte. 


Jeg har købt nogle dejlige røde stoffer i forskellige butikker, hvor jeg er kommet omkring. Det kan da også godt være, at der skulle gemme sig et par stykker, der kan bruges på mit hjemlige lager. Jeg håber jeg når at blive færdig til jul.

søndag den 9. oktober 2011

Tutorials - maskinquiltning, 2. del

Her kommer fortsættelsen med maskinquiltning med frysepapir. Her kan man se, hvordan det ser ud, når papiret er blevet fjernet. Jeg har valgt at quilte den blå kant med frihåndsquilt, hvor jeg lige har lavet et loop omkring hver prik i det mørkeblå stof. Det tager sin tid at quilte sådan et stort tæppe, men når jeg går til og fra, er det ikke så slemt. Et par uger har det dog taget, og jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet.





Nu skal kanten laves. På dette tidspunktet er mønstret "slidt op", og det kan næsten  ikke hænge fast mere. Som man kan se, har jeg nu skilt blomsterne ad, for at tilpasse dem i kanten, så der er nogenlunde lige langt imellem blomsterne. På modsatte side sidder blomsterne forskudt, som på hele resten af tæppet. Hvor jeg brugte min skabelon, som var en lang række, til jeg mødte et af felterne med motiver.


Her kan ses noget af bagsiden af tæppet. Jeg kan godt lide at stofferne på forsiden går igen på bagsiden, og hvis jeg har nogle stumper tilbage, så syr jeg dem sammen. På den måde får jeg anvendt den mindste lille stump, der er tilbage. 


Her et lille uddrag af forsiden. Rundt om motiverne anvender jeg en nylontråd, så det nærmest er usynlig, det jeg syr. Jeg gør det for at undgå, at det hvide felt puffer for meget op. Hvis nogen synes, at de har set tæppet før, så er det fordi jeg har syet et tilsvarende her i foråret. Det var vist det aller første jeg lagde ind på min blog, da jeg oprettede den i foråret. Jeg har jo den uvane altid at lave tingene 2 gange, selvom det mod slutningen ikke kan blive ved med at være lige spændende.


Nu er det endelig færdigt, så venter jeg bare på, at det skal blive jul, så der er en lille dreng, der kan få det i julegave, så han har et dejligt lunt tæppe at putte sig under.



tirsdag den 4. oktober 2011

Udflugt til Flensborg


I lørdags var jeg på udflugt med mine 2 veninder. Der er ikke nogen af dem, der kan sy et sting, men de er gode til at spise is. De tyskere er altså gode til iscafeer, det kunne vi godt bruge her i Århus, altså bortset fra kalorierne. Billedet taler vist for sig selv

søndag den 2. oktober 2011

Søndagstur på Kunstmuseet Aros

På min arbejdsplads har jeg meldt mig ind i kunstforeningen. Det har den fordel, at man kan låne årskort til Aros, som betyder gratis adgang. I dag var Jan og jeg så på toppen af Aros for at gå i regnbuen. Vi kunne se hele byen i dejligt solskin. Over 20 grader og vi er i starten af oktober, det er helt vildt.


Mit barndomskvarter i Århus, Jerichausgade, Marstrandsgade, Bissensgade


Samme udsigt, men nu fra regnbuen. Prismet, som ligger lige bagved Den Gamle By ses i baggrunden.


Mølleparken med åen foran. Det er blevet et rigtig dejligt sted med masser af siddepladser langs åen. Desværre er Mølleparken også et sted, hvor sprittere og hjemløse holder til, men de skal jo være et eller andet sted, og de gør jo ikke en kat fortræd.


I baggrunden ses tårnet af domkirken i forgrunden hjørnet min arbejdsplads.


Her er det sted, hvor jeg tilbringer ret meget tid hver dag. Sådan ca. 7,24 time hver dag på min arbejdsplads, Retten i Århus. Imponerende bygning og rigtig flot efter, der er blevet fuget, og der er kommet nyt tag på.


Regnbuen fra tagterrassen, det har godt nok pyntet på den røde firkant, som Kunstmuseeet Aros bare var før.   Efter regnbuen er koblet på, har der været rigtig mange besøgende.


Inde fra museet med trappegangen. Rigtig flot.

Ja så fik jeg heller ikke syet noget i dag, men det bliver måske bedre en anden dag.

søndag den 25. september 2011

Ny mobillos betyder hjemmebag


Jeg har fået en ny mobiltelefon, en af de smarte, som skulle kunne gå på nettet. Jeg er jo total uduelig til at finde ud af den slags, så min nevø, Kim, og hans kæreste kommer lige om lidt til kaffe. Kim er min livlinje, når jeg har tekniske problemer. Han kommer kun på en betingelse, hjemmebagte snegle, så nu er jeg klar til teknikkerbesøg.

tirsdag den 20. september 2011

Tis The Season, lidt flere

Jeg er ved at gå lidt kold i quilteriet på tæppet jeg viste i mit forrige indlæg. Det er ved at være lidt trivielt nu tæppet nærmer sig afslutningen. Lidt flere motiver til mit "Tis The Season" er det da blevet til. Nu er jeg da snart halvvejs.

torsdag den 15. september 2011

Tutorials - Maskinquiltning

Jeg har mange spændende quiltebøger, og nogen af dem er beregnet til, at man kan maskinquilte. De mest velegnede mønstre er, når der er 1 eller højst 2 ubrudte linjer, så man ikke skal bryde tråden. Det er et stort arbejde at tegne af, lave skabeloner, og tegne op på sin quilt. Man kan selvfølgelig frihåndsquilte, men indtil nu er jeg kun kommet til, at man kan doodle - det vil sige nærmest som brikker til et puslespil, som man fylder hele fladen ud med.

Hvis jeg gerne vil have et motiv er en af mine metoder denne:

Jeg kopier mit mønster op på fotokopimaskinen i den ønskede størrelse og limer det sammen med tape til ønsket længde eller bredde.


Derpå tegner jeg det over på frysepapir og klipper det ud.


Nu stryger jeg det over på min quilt. I starten er det nemt at få papiret til at hænge ved, men til sidst er jeg nødt til at sætte skabelonen fast med nåle når jeg har haft det af og på mange gange. Lidt doven er man jo, så jeg har kun lavet en række, men kunne selvfølgelig bare lave nogle flere. Jeg går ind for genbrug. Det sker også det går lidt i stykker, når jeg kommer til at sy i papiret eller når jeg skal rykke det af. Det gør ikke så meget, for jeg bruger det  kun til at styre efter, fordi jeg endnu ikke er så god til at frihåndsquilte.


Så er et bare med at gå i gang, og sy udenom skabelonen. Denne metode duer altså kun, vis jeg vælger et motiv, hvor der ikke er nogle linjer, der krydser hinanden. Hvis det er tilfældet, så er jeg jo nødt til at lave skabeloner til hver enkelt blok, fordi papiret går i stykker, når jeg river det af. Man kan med fordel bruge almindeligt mønsterpapir som det, man bruger til snitmønstre. Man kan også købe noget specielt papir, der ligesom er vokset. Det er også rigtig velegnet.


Her ses hvordan jeg syr udenom skabelonen. Det er bare med holde tungen lige i munden. Når jeg er færdig rykker jeg som sagt papiret af. Det skal gøres med forsigtighed, for det skal bruges igen til den næste række.  Metoden fungerer for mig, men det er ikke sikkert det er efter bogen at gøre det på denne måde.


Jeg er ikke helt færdig med tæppet, men lover snart at vise det færdige resultat.

lørdag den 10. september 2011

Sølvbryllupskage

Jeg har fået en konkurrent i kagebagning, i hvert fald på det kunstneriske indtryk. Det er min søsters svigerdatter, der havde lavet denne flotte kage til min søster og svoger i anledning af deres sølvbryllup i tirsdags. 

Her de lige sprunget ud af sengen med morgenhår til hornmusik. Det er ikke til at forstå, hvor de 25 år er blevet af.

fredag den 2. september 2011

The Gift Quilt

Endelig har jeg da fået lavet et par borter til mit juleophæng, som jeg har købt i Australien. Der skal laves 6 borter med blomster og bare den ene med fuglene, som jeg har lavet. Det bliver vist ikke færdigt i år, men det bliver jo heldigvis jul igen næste år.

Det tager sin tid, men tæppet skal nok blive flot, hvis det nogensinde bliver færdigt. Har simpelthen for meget i gang på én gang, så det her er vel en ufo mere til samlingen.


onsdag den 24. august 2011

hjembragt fra staterne

Prøv lige at se, hvad Jans datter har købt med hjem til mig fra familiebesøg i USA. Det kan kun gå for langsomt med at få sparet sammen til en tur til Pensylvania, hvor Jans bror bor med sin familie. Jeg er bange for, at jeg ikke når at komme i seng på denne side af midnat, hvis jeg skal nå igennem alle bladene. 


Og en lille gave made by amish. Det er 4 brikker til krus eller lignende. Jeg er rigtig glad for det hele. Hun er altså værd at sende i byen efter ting og sager.

tirsdag den 23. august 2011

Homespun

Se lige hvad der var i min postkasse, da jeg kom hjem. Jeg har set hos de forskellige bloggere, at de er ret begejstrede for magasinet Homespun. Da jeg fandt en en engelsk hjemmeside, hvor man kunne købe magasinet enkeltvis uden at skulle binde sig for 12 numre, måtte jeg da lige prøve at se, om det er pengene værd. Der er mange spændende ting, og nu er er jeg nødt til også at købe det næste nummer, for selvfølgelig var der et flot tæppe, der går over 3 numre.


Portoen var den samme, så jeg bestilte også lige nogle applikationsnåle. Jeg har meldt sig på et kursus hos Butik Kastanja hvor Eva Johansen kommer og underviser i applikation med frysepapir. Jeg har set hende demonstrere det mange gange, når der har været træf, og det foregår på symaskine. Hvis der er nogen af jer bloggere, der vil med, så skriv til mig. Man kan jo lige så godt fylde bilen op med syglade piger.


lørdag den 20. august 2011

Mols Bjerge

Jeg passer en hund i denne uge, så det er ikke så meget, jeg får syet udover lidt broderi. Her til aften var jeg lige en tur i Mols Bjerge. Sikke en udsigt. Til den ene side kan man se til Ebeltoft, og til den anden side helt hjem til Århus.




Her på det sidste billede kan man lige ane Ebeltoft i baggrunden.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...