mandag den 29. april 2013

Nyt køkken og hvad det indebærer

Jeg har ikke fået produceret alverden på det sidste, for jeg er ved at få nyt køkken i lejligheden. Man kan kalde det bad timing, for jeg skal faktisk flytte om en måned. Vi har været heldige at få en 5-værelses lejlighed pr. 1. juni, så nu kan jeg få mit helt eget syværelse - Ih hvor jeg glæder mig.

Da lejligheden alligevel lignede noget, der var løgn, tog min mand og jeg en tur til Tyskland, hvor vi boede i Tarp. Det var ikke værd at skrive hjem om, men maden var fin og vi havde en base. Vi var en tur i Friedrichstadt, hvor jeg fandt en dejlig butik med patchwork. Dette stof måtte jeg bare eje. Lige præcis det, som jeg skal bruge til at gøre mit tæppe med frøer og prinsesser færdigt. Det er tyske Ursula Schertz, der er designer af mønsteret. Hvis du klikker på linket Tæppet skulle det gerne komme til at se sådan ud engang.


Friedrichstadt er en hyggelig lille by, som man vist kalder lille Amsterdam, og det kan der være noget om, med de smukke kanaler og karakteristiske huse.


Vi kørte en aftenstur for at se Glücksborg slot.


Og hvad er lige en tur til Flensborg uden at komme en tur på iscafé. Det er de altså gode til de tyskere. Måske ikke så godt til kuren, men det smagte dejligt.


Fra torsdag til søndag var vi så lige en tur hos min yngste i København. Valget mellem den arktiske ring og den blå planet faldt ud til fordel for det første. Det var dejligt vejr, og vi var bange for, at nyhedens interesse var størst hos den blå planet, så det må blive en anden dag. Det er helt fantastisk at se isbjørne så tæt på, som man kan i den arktiske ring. Der var kun en glasvæg imellem os og bjørnen, så det var helt fantastisk.

Lørdag aften var vi så en tur i Tivoli. Det var hunde koldt, men min mand, som arbejder i fyrværkeribranchen ville gerne se fyrværkeriet. Det var rigtig flot og da også værd at vente på.

Der var også lysshow på tivolisøen. Det var også vældig flot. 

Søndag var vi lige omkring Billund for at hente min ældste datter der havde været med sin kæreste hjemme på Færøerne. Prøv at tjek hendes blog, det er flotte billeder. 

Det var godt jeg skulle på arbejde i dag, for trængte da til at slappe lidt af ovenpå sådan en aktivitet. 

søndag den 21. april 2013

Strikkeboks

Jeg har i dag været i hyggeligt selskab med et par syveninder, og vi fik da alle tre produceret lidt af hvert. Jeg ville lægge sidste hånd på en taske til strikketøj, men den kan jeg desværre ikke vise, for min symaskine drillede. Som sædvanlig skulle man næste sige, skod symaskine - vi bliver aldrig rigtig venner. Godt jeg også har min mors den gamle, den kan man da stole på.

Jeg har fået lavet en strikkeboks af resterne, hvor jeg på denne model har lavet "taskehjørner". Det synes jeg faktisk er pænere end når man folder dem ind.


søndag den 14. april 2013

Toilettaske i Liberty stof

Denne toilettaske, der måler ca. 28 x 20 cm har jeg brugt hele dagen på at lave. Jeg har faktisk syet den 3 gange. I hvert fald har jeg haft den pillet op mere end én gang. Først havde jeg glemt at sy foret fast samtidig med tittebåndet, og derefter havde jeg vendt inderlommerne på hovedet. Lusede amatør, som Egon Olsen ville have sagt. Mønsteret har jeg fundet i en bog fra biblioteket. Tror den hed noget med Libertystoffer eller noget i den retning.



Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet, og det er min datter, der har bestilt den, også. Tittebånd i neonfarver var ikke nemme at finde, men så fandt jeg hjemmesiden BettyP, og hun havde lige det bånd, som jeg skulle bruge. Der er mange andre dejlige ting i den netbutik. Det er farligt med den mus. Klik, klik, klik, så er det på vej til postkassen.





lørdag den 13. april 2013

Toilettasker til et par sygeplejersker

Endelig har jeg fået lidt lavet færdig ovenpå de to børnetæpper, som var noget tidskrævende. Det er blevet til et par toilettasker/sminkepunge af stoffet med sygeplejersker, som jeg købte for et stykke tid siden. Det er faktisk lidt svært at få anvendt stoffet ordentligt, fordi motivet er ret stort og "på den forkerte led". Jeg har brugt en Annaka model til projektet, og det er da vist nogenlunde.

torsdag den 4. april 2013

Quilte - quilte - quilte

Min datter ønsker sig en toilettaske i Libertystof og quiltet med tråd i neonfarve. Nu må jeg se, om jeg kan opfylde hendes ønsker. Quiltningen er i hvert fald overstået. Jeg har en idé om, hvordan den skal se ud, men der er langt fra tanker til udførelse. Jeg lader det komme an på en prøve.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...