søndag den 15. september 2013

Uglerne er snart flyvefærdige

Hele søndagen har jeg brugt på at få stolper og kanter på ugletæppet. Jeg er nu helt godt tilfreds med resultatet, så nu skal jeg lige have fundet ud af, hvordan det skal quiltes.


Det er da godt jeg skal på arbejde i morgen, så jeg kan få slappet lidt af. 

fredag den 13. september 2013

Ugletæppet tager form

Det går fremad med ugletæppet. Det er det også nødt til, når det skal være færdig den 10. oktober. Nu er jeg færdig med at applikere, så i morgen skal jeg i gang med at skære til og sy stolper. Jeg mangler godt nok én ugle, men jeg skal lige tænke over hvilken farver, der mangler. Jeg er gået ud fra farverne i bundstoffet.


På mønsteret er alle stolperne hvide, men jeg synes, at det bliver alt for fersk, og mønsteret skal jo ikke bestemme over mig. Jeg har også gjort uglerne lidt mindre.


Jeg kunne ikke holde mig i skindet og måtte bare lige prøve at tegne og male denne cykel, som jeg har fundet på nettet. Den skal bruges til en mug rug sammen det stof jeg fandt, da jeg var på træf. Det går slet ikke med mine planer om ikke at starte på nye ting før, jeg er færdig med mindst to gamle, men jeg forsøger i det mindste.

Vild med dans starter om lidt, så jeg skal være klar i sofaen.

onsdag den 11. september 2013

Heldig igen til strikkecafé

I aftes var jeg til strikkecafé hos Fandango i hjertet af Århus, og igen var jeg heldig. Sys laver altid en lille lodtrækning, og i aftes var der tre heldige incl. mig selv, der vandt denne nye dejlige bog med otte mønstre på tørklæder. Måske forsiden ser kedelig ud, men der er guf indeni


Jeg var heldig at finde en tilgodeseddel i min pung, så syntes jeg var nødt til at købe disse to nye strikkebøger af Lene Holme Samsøe. Jeg elsker jo at strikke børnetøj, fordi det går så dejligt hurtigt. Der skal nok vise sig en eller anden, jeg kan glæde med lidt strik.


Knapper til én krone stykket, det kunne jeg da heller ikke stå for.


Det var ikke snak det hele, så lidt fik jeg da strikket på min sweater til min ældste af det garn, hun har slæbt hjem fra Færøerne. Det går pænt hurtigt med de tykke pinde. Det buler lidt, men jeg håber det retter sig  når det bliver presset.

lørdag den 7. september 2013

Babystrik x 2

For et par år siden købte jeg garn i Strikkeboden i det indre København, fordi jeg bare måtte eje mønsteret på denne dragt. Garnet er fra Anny Blatt, og det er ret peberet, men uden garn intet mønster.



Der viste sig nu at være rigeligt garn, for jeg kunne også få denne trøje af resterne. Det var meget snert, for der var vel nok kun 20 cm tilbage af det pink, så jeg ikke engang havde nok til at sy knapperne i med, men så er jeg da fri for en dum rest.


Når det nu viste sig, at der kunne blive to ting, var det alligevel ikke så slemt med prisen. Nu har jeg så to dejlige ting til min gavekasse, for jeg kender ikke lige et par småpiger, der kan passe størrelse et halvt år. Det er nu heller ikke så ringe endda med lidt gaver på lageret.


God weekend. 

søndag den 1. september 2013

Hvad jeg fandt i mine gemmer og lidt mere

Jeg er blevet vild med mug rugs, for jeg synes det har en god størrelse på sofabordet i stedet for traditionelle dækkeservietter. Jeg laver nu mine lidt større, så ved jeg altså ikke, hvad de kaldes. Jeg har broderet 5 snart 6 små motiver efter et mønster, som jeg har lånt af Lene, som vist har fundet det på denne blog my transfers blogspot. Her er mange fine mønstre.

Når jeg har strikkeklub, er jeg træt af, at jeg kun har 4 ens dækkeservietter, for vi er 5, og jeg vil jo ikke risikere, at det ender som i historien Tornerose, hvor der ikke var guldtallerkener nok, så den onde fe lavede en forbandelse. De blå stof er Debbie Mumm stof fra gud ved hvornår. Det må være fra forrige årtusinde.


Det hvide her med sorte broderede klatter er altså ikke skyer, men øjne til mine ugler, som jeg skal bruge til ugletæppet, som jeg viste starten på for et stykke tid siden. Der er ingen vej udenom, jeg må i gang med at sy på symaskinen. Det må være en dag, hvor jeg har tidligt fri. Kommer tiden først forbi klokken 17, så orker jeg altså ikke det der med symaskinen, men sætter mig med strikketøjet.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...